På togt med ”Sørlandet”

Gitte's historie 1. pladsen

Langsomt, langsomt fjerner vi os fra kajen, som er fyldt med vinkende mennesker. Århus Havn er i anledning af Tall Ships Races pakket med skibe, flag, boder og folk. Et festligt virvar, vi nu definitivt afskærer os fra. Foran os venter ti dages kapsejlads til Kotka i Finland. Jeg kan stadig skimte skoven syd for Århus, mens jeg overvejer, om min evindelige eventyrlyst denne gang er gået for vidt. Måske skulle min sponsorerede traineeplads på den tremastede norske fuldrigger fra 1927, Sørlandet, være givet til en anden? Er en 22-årig pige, der normalt bevæger sig mellem universitetet og Søndre Ringgade – på cykel – ikke temmelig malplaceret her? Ti dage omgivet af hav virker helt og aldeles uoverskueligt og klaustrofobisk. Vi er op mod 60 mennesker på et 64 meter langt skib. Det eneste, jeg kender til de andre ombordværende, er navne på nogle af de 15 andre danskere, jeg var på en weekends søsikkerhedskursus med for et par uger siden. Jeg kan ikke fortryde. Jeg kan ikke komme væk. Jeg kan ikke købe noget.

Jeg er på vagtholdet, som har vagt fra tolv til fire, nat og dag. Mine bange anelser bliver ikke mindre den første nat i Kattegat. Der er hård sø, kulde, kollektiv søsyge, opkastninger og kommandoer fra matroserne, som jeg ikke forstår et ord af. Men næste morgen, da jeg vågner, er vandet stille og solen skinner. Fra da af oplever jeg ikke mere søsyge, og fra da af bliver dagene og nætterne kun bedre. Min krop lærer at forstå skibets bevægelser. Når skibet vipper, vipper jeg med. Det er rart at være i konstant, rolig bevægelse. Jeg går i bad, selvom shampooflasken glider frem og tilbage henover gulvet. Jeg spiser, selvom jeg må holde tallerknen i hånden, for at den skal være nogenlunde vandret. Jeg falder i søvn, selvom jeg føler, jeg er ved at rulle ud af køjen. Livet er ikke bare på skibet. Livet er med skibet.

Det er som om, der opstår en stor symbiose ombord på Sørlandet. Som om en tilfældig del af verden er blevet revet ud af sin kontekst og placeret helt for sig selv i, hvad der føles som en parallel virkelighed, afgrænset af havet. Alt er anderledes. Menneskerne, maden, rutinerne, luften, døgnrytmen, opgaverne, udfordringerne. Vagtholdene afløser hinanden kontinuerligt, solen går ned, står op, man sover, man er vågen, og udsigten er den samme: Hav. Men hvor har havet mange ansigter. Så stille og blankt som tyktflydende olie, mørkt og forrevet, guldfarvet, blændende, truende, mildt, bølger, skygger, dråber. Altid smukt. Det konstaterer jeg hver gang.

Jeg lærer alle skibets forskellige steder at kende, under dæk, på dæk, og ikke mindst i masterne højt over dæk. Alle stederne har forskellig stemning alt efter tidspunkt på døgnet. At kravle op i masterne om natten er en meget speciel oplevelse. At hænge højt over det stille måneskinshav. Svimlende langt under en er skibets bov, der laver små hvide bølger gennem vandet, efterhånden som skibet glider fremad. Under ens fødder ser man skibsdækket, som gennem mørket får et uvirkeligt skær. Det giver lidt adrenalin at klatre op ad de små usikre rebstiger, sikre sig, når det er muligt, og klamre sig endnu mere til rebet, når der ikke er nogen sikkerhedswire at fæstne sin sele til. Højden. Friheden. Stilheden. Luften. Udsigten. Det store hvide sejl der spænder sig ud under en, og synet af sejlene på de andre master. Som i en magisk verden. Klokken er to om natten, og bedst som man hænger der og føler sig lille og ubetydelig på det store hav, kan man se over på en af dem, man er kravlet helt op i bramråen med, og blive enige om et eller andet, som i grunden er rigtig sjovt. Det er dejligt at krydre al magien med en grinetur. Og et venskab, som forstærkes dag for dag.

Der er samtaler fyldt med latter midt om natten nede i køkkenet under dæk, alle de lidt trætte ansigter med munden fuld af sandwich. Der er en nat, matrosen kl. 03 overlader styringen til mig, og jeg pludselig skal stå og give kommandoer, hvilket ender med, at folk står og griner i stedet for at hive i nogen som helst tove. Når vi ikke er på vagt er vi fælles om andre oplevelser. Guitarspil og fællessang udenfor på dækket, mens solen er ved at gå ned, og man sidder varmt klædt på i uldtrøje, mens tonerne delvist bliver taget af vinden og svøbt ud over det åbne hav. Der er hovedspring fra dækket, efterfulgt at et koldt gys i estisk farvand. Der er en aften, kokkene har lavet ligeså mange vafler, vi kan spise. Der er trivial Persuit. Der er dybsindige samtaler ude på bovspryddet.

Mit forhold til skibet ændres. I begyndelsen er alt fremmed for mig. Jeg registrerer nærmest ikke, at der er tov overalt. Senere bliver forvirringen total. Vi bruger mange timer på at lave en ”belegplan” over alle tovene på dækket. De har eksotiske navne: Storestengestagseilnethaler, stumpbras, gitau, kryssbramgording. Hvert eneste tov har en funktion. Til sidst ved jeg, hvad de vigtigste tov gør, jeg kan se vinden i sejlene, jeg bliver fascineret over, at vi i samarbejde med hinanden og med skibet kan komme frem over et stort hav. Når man som små trainees står dernede på dækket og hiver og slider af alle kræfter, så kommunikerer man med sejlene deroppe i højden. Man kommunikerer med skibet, med vinden. Jeg forstår efterhånden, hvorfor vi skal hive i netop det tov, kan godt mærke vinden, se sejlene udspændte eller blafrende. På vagtholdet er vi fælles om arbejdet med at få skibet fremad. Hvis man ikke lytter til de andre og samarbejder, sker der ingenting. Nogle gange bliver det lidt hektisk og alvorligt, og man skal skynde sig at få fastgjort rebet fordi der står to af ens venner og ofrer deres håndflader for mere friktion i tovene, så de ikke skrider, før man har fæstnet dem. Man bliver afhængig af de andre. Ligesom de er afhængige af en. Vi er to om at ligge ude på bovspryddet og pakke sejl sammen, fordi vinden er for voldsom til, at de skal være oppe. Vi er mindst fem på række, når de store master skal trimmes. I starten er jeg lidt ligeglad med alle de tov. Men jeg bliver bidt af det. Når sejlene skal hives op og bindes fast omkring rærene, skal det gøres ordentligt. Stramt. Så det holder. Så det er let at få op for den næste, der kommer. I starten griner jeg lidt af de mere erfarne sømænds perfektionisme. I slutningen af togtet kan jeg selv finde på at gøre ting om, som jeg ikke synes er helt i orden. I respekt for skibet. I respekt for mine med-trainees.

En aften efter vi har passeret målstregen, ligger vi for anker. Jeg har fået nok fællesskab. Hvad gør man? Jeg går udenfor, op på agterdækket og sætter mig på bænken ved siden af roret. Der er stjerner på himlen, havet er forholdsvist stille. I lyset fra en lanterne sidder jeg og skriver dagbog. Og lader op til mere tid i tæt samvær med andre. Det er alenetid, selvom jeg stadig kan høre snak, og alle de andre kun er få meter fra mig. Tænk, at jeg den første dag på skibet følte mig ensom. Det var før, jeg forstod noget om helst om Sørlandet, bliver jeg enig med mig selv om.

Det første døgn havde jeg følt, at jeg blev revet helt væk fra mit liv, og det havde gjort mig rigtig bange. Men det viste sig snart, at hele mit væsen og alle mine tanker var ombord på Sørlandet de ti dage. Det var en ny måde at være af sted på. Fordi det var så afrundet. Afgrænset. Det skib blev hele mit liv de ti dage. Fuldstændig selvstændigt. Jeg manglede ikke noget eller nogen, som var på land. Jeg tror, det var det, der gjorde oplevelsen så stor. Da vi kom til Finland, havde jeg slet ikke lyst til at komme hjem. Jeg havde oplevet på min egen krop, hvor fantastisk, specielt og enkelt livet på havet kan være.

Skrevet af Gitte Mygind du Plessis, Århus.