En landkrabbe til vands

Mathias's historie 2. pladsen

Jeg vil i det følgende berette om perioden fra den 7-18. juli, hvor jeg befandt mig på skoleskibet Georg Stage, i forbindelse med afviklingen af kapsejladsen: The Tall Ships’ Races.

Først et par ord omkring, hvordan jeg overhovedet fik mulighed for at deltage i The Tall Ships Races: Jeg er nyudklækket student fra Midtfyns Gymnasium, hvorfor jeg i den senere tid har gået og overvejet, og jongleret, med ideer omkring min fremtid. I disse overvejelser indgik et eventuelt liv til søs. Jeg havde ikke i forvejen noget særligt kendskab til livet på søen, og ideen var egentlig bare en idé blandt mange andre. På Maersks uddannelsessite, getonboard.com, faldt jeg over et vindue, der gav adgang til deltagelsen i en konkurrence, hvor man kunne vinde et ophold på et stort sejlskib og en deltagelse i The Tall Ships Races. Jeg havde i forvejen INTET kendskab til hverken sejlskibe eller The Tall Ships Races, og min deltagelse i konkurrencen, skal egentlig bare ses som et udtryk for en tøjlesløs tilbøjelighed til at deltage i alt, hvad der bare nærmer sig konkurrence.

Som I nok kan regne ud vandt jeg konkurrencen, og fik derfor besked på at stille, på min fødselsdag, d. 07/07, på Århus Havn, hvor jeg skulle påmønstre Georg Stage. Jeg var blandt de fire, der skulle påmønstre et dansk skib. Resten blev sendt til udenlandske skibe – hovedsageligt norske. Det faktum at jeg skulle sejle ”på dansk”, gjorde mig egentlig, til at starte med, lidt skuffet, for jeg havde øjnet chancen for en ”kinder-ægs” ferie, hvor jeg både fik holdt ferie, fik lært lidt om sejlskibe og så fik talt noget engelsk. Det blev altså ikke ”hele 3 ting på én gang” – og så alligevel, for jeg fandt hurtigt ud af, at man på Georg Stage ikke taler dansk, men ”skibsk”. At stifte bekendtskab med dette, var egentlig en lidt spøjs oplevelse, for jeg havde da på intet tidspunkt forestillet mig, at sproget til søs afviger synderligt fra landkrabbernes, men det gjorde det altså – og det i sådan en grad, at jeg de først par dage, måtte stå måbende, når der blev givet selv de mest simple kommandoer og beskeder. Fx hedder en trappe på skibsk, en leider. En opvask hedder en bakstørn, sovesalen blev kaldt en banje og man spiste ikke – man skaffede.

At jeg var grøn lagde jeg ikke skjul på, og selvom vi ikke behøvede at have noget erfaringsmæssigt grundlag, var de 3 andre trainees alligevel godt og grundigt funderet indenfor søverdenen, hvilket medførte, at jeg allerede til at starte med lagde mig i baghjul: Den ene trainee, Brian, var allerede uddannet ubefaren skibsassistent fra Nyborg Søfartsskole, og havde altså et solidt kendskab til søen. En anden, Anders, var på sit fjerde år på skibsofficersuddannelsen, hvilket også, selvsagt, gav ham et helt andet udgangspunkt. Den sidste, Rolf, havde ikke papir på sit kendskab til søen, men havde alligevel en bred interesse for søen, og havde sejlet meget, hvilket havde givet ham en rigtig fornuftig opfattelse af søens mange facetter. Tilbage stod jeg, uden andet end en busseronne tilfælles med dækseleverne på Georg Stage.

Dette burde ikke have effekt på mit ophold, tænkte jeg, og det havde jeg da også ret i. For jeg fandt hurtigt ud af, at det på et sejlskib handler om langt mere end bare kendskabet til rærenes navne og placering, og hvilke tovender, der skal trækkes i for at dreje brammen. For at sejle på et sejlskib, skal man først og fremmest have nogle menneskelige egenskaber, og så er man nødt til at være tolerant over for mennesker, man ikke nødvendigvis bryder sig om. Dette skyldes, at man omgås hinanden 24-7, og er frataget alt privatliv. For på ”Geo” har man intet privatliv. Jeg gentager: INTET PRIVATLIV. På banjerne er der altid liv; folk sover, spiser og får undervisning. På dækket er der også altid mennesker, og også på, og ved, toilettet vil du altid finde mennesker. Dette skyldes ikke, at afføringsfrekvensen øges når man er til søs, men fordi opvasken bliver taget i dette område, fordi der males ankerkæder – og så frem for alt, fordi der altså er ca. 70 mennesker, som alle skal benytte sig af disse, i øvrigt, ret åbne, få og MEGET små toiletter.

På Georg Stage er man inddelt i skifter – 3 af slagsen, blandt hvilke, jeg blev placeret i 2. skifte.

2. skifte havde vagt fra 4-8, og 16-20. Ikke just en charterferie, men det krævede ikke meget tilvænning, før jeg egentlig nød at stå op klokken 4, lige før solen stod op. Lad mig give jer et indblik i dagligdagen for 2. skifte:

04.00-08.00 Vagt på dækket (indebærer forskellige vagter, rengøring og ellers at stå til rådighed for styrmanden når sejl skal bjærges, losses, ændres, drejes osv). Der bliver også spist lidt morgenmad på denne vagt).

08.30-09.00 Morgenmad.

10.00–11.30 Undervisning

11.30-12.00 Middagsmad

12-15.00 Undervisning

16.00-20.00 Vagt (under denne vagt fik vi aftensmad).

20.00 – 04.00 Sove

Altså en dagligdag med begrænset fritid. Heldigvis fik vi, trainees, tildelt det privilegium at droppe undervisningen. Dette benyttede jeg mig af op til flere gange; især når vejet var godt, var det tillokkende at bruge timerne på dækket. Disse timer brugte jeg ofte i selskab med min medbragte bog, Blekingegadebanden, af Peter Øvig Knudsen.

Under selve kapsejladsen var det dog begrænset, hvor meget solen gad skinne på os. Vi havde tilmed en dag med kuling, hvor blandt andre jeg så mig nødsaget til at træde af på naturens vegne, for så at gå ned på banjerne for at lægge sig. Så har jeg også prøvet det.

I kapsejladsen sluttede vi på en 4. plads. Et skuffende resultat, når man tager i betragtning, at vi næsten konstant lå til en podieplads. Vores officielle undskyld var, at vinden, kort før vi kom i mål, løjede totalt af, hvilket på det nærmeste satte vores skib i stå, mens de nærmeste konkurrenter var kommet i mål. Vi havde nemlig ”lov” til at komme senere, idet der var lavet en del handicapberegninger, som alle var til vores fordel, da vi er verdens mindste fuldrigger. Det hjælper os dog ikke meget, når vejrguderne ikke mener vi skal have lov at vinde. Podiet blev følgelig besat af lutter norske skibe, hvilket selvfølgelig led skår i den danske stolthed, men som druknede lidt i de følgende dages udskejelser. Som resultat af, at vi var kommet til Kotka et par dage før vi skulle lægge til, valgte skibets øverstkommanderende at lægge til i en finsk skærgård, fordi undervisningen ”must go on”. Dette medførte, at trættende vagter blev afløst af badning og udflugter i Georgs smakjolle, rojolle, motorjolle eller MOB-båd. Her blev livet virkelig levet, og nærmest symbolsk, valgte skyerne også at fjerne sig for solen, så vi kunne nyde godt af den finske sommer.

Mit ophold på Georg Stage var lærerigt på flere niveauer:
Jeg fik lært, hvordan et sejlskib fungerer, og mere specifikt, hvilke tove, der tilhørte brasser, skøder, gitov, gårdinger og halse, og, hvilken funktion de havde. Jeg fik også prøvet at være til søs i noget nær 10 dage, hvilket også gav mig et fuldgyldigt billede af, hvordan det er at være til søs. Desforuden fik jeg prøvet at skulle integreres i et allerede sammentømret fællesskab og, desuden, som udefrakommende, at se, hvordan intriger og udstødte personer også er en del af cocktailen sådan et sted. Lidt som en efterskole. Jeg lærte også at holde af hængekøjerne, som ellers er ildelugtende og svære at sove i, fordi man ligger skulder ved skulder. Sidst, men så absolut ikke mindst, fik jeg kravlet i recken, hvilket kandiderer til at blive en del af min top 50 over de fedeste ting, jeg har prøvet i mit liv! At stå, og kravle, op ad recken, for så at stå og balancere op af en rå – det er simpelthen helt fantastisk – og grænseoverskridende.
Dét og meget andet kommer jeg til at savne.

Tak til Maersk for at sponsere min plads på Georg. Tak til The Tall Ships Races for at gøre det muligt for mig at deltage. Tak til Georg Stage for at lade mig sejle med, men frem for alt: Tak til eleverne på Georg, som tog så utroligt godt imod mig, og gjorde det hele så smerte- og gnidningsfrit. Uden jeres store overbærenhed med mit daværende uvidende sind og jeres særdeles gæstfrie tilgang, havde opholdet ikke været nær det samme.

Mathias Sommer.