Helt grøn på søfartsområdet

”Hvad er det jeg er gået ind til?”, tænkte jeg, da jeg slæbte mine overproppede tasker fra banegården ned til Århus havn, hvor master beklædt med alverdens flag lå og vuggede side om side. Normalt er jeg nemlig luksusturist, bedre kendt under tilnavnet ’prinsessen’, og kunne ikke drømme om at medbringe andet end bagage med hjul. Men nu var jeg på vej mod havnen med min mors store røde, uhåndterbare sygeplejerske-taske, fordi jeg var blevet bedt om at pakke mine sager i noget, som kunne foldes sammen og gemmes væk. Aldrig havde jeg forestillet mig, at den forestående oplevelse skulle blive et af højdepunkterne i mit 25-årige liv…

Regatta med Statsraad Lehmkuhl

Helt grøn på søfartsområdet, kun med søfartssikkerhedskurset fra Svendborg Søfartsskole i bagagen, følte jeg mig en smule skræmt. Mine tanker kredsede omkring alle de nyindlærte maritime indtryk, mens jeg prøvede at huske mig selv på, at styrbord er højre side af skibet (i sejlretning), mens venstre er bagbord. Jeg havde ingen anelse om alle de nye indtryk og ord, som endnu ventede ombord på mit ”hjem” for de kommende 12 dage: den norske bark Statsraad Lehmkuhl.

Vi skulle påmønstre skibet kl. 1700. Vi var otte fra Danmark, og vi faldt alle straks i snak om vores forestående eventyr. Første aften skulle vi overnatte i havn, så da tonerne fra Bryan Adams og Thomas Helmig iblandet bragende farverigt festfyrværkeri langsomt ebbede ud, kravlede vi alle otte medsejlere til køjs – i hængekøjer! Lige ved siden af mig lå en storsnorkende sømand (tyskeren Günther) og underholdt hele banjen (vores soverum)! Ok – Er der nogen, som har ørepropper med? Omsider faldt vi hen, men næste morgen var min første tanke: ”åh, min stakkels ryg! Hvordan skal jeg overleve de næste 11 dage i sådan en seng?” Allerede samme aften ud for Danmarks kyster, hvor Poseidon skænkede os den første høje søgang, og jeg mærkede antydningen af søsyge, blev hængekøjen dog min nye bedste ven.

Eventyret begynder spændte og forsagte stod vi næste morgen foran sergenten på dæk – klar til mønstring. Vi blev inddelt i vagthold – blue, red og white watch – og vi danskere rottede os sammen på blue watch. Det betød, at vi to gange i døgnet fra 8-12 og 20-24 skulle være klar til sejlmanøvrer på dæk. Til at lede vores vagter fik vi fire norske matroser. Det var dem, som havde styr på hvilke ræer, der skulle brases og på skift af deres lungers fulde kraft brølede: ”Blue watch!!” som betød, at vi den onden lynme skulle hale tov. Stor tumult og styrten rundt efter det rigtige tov, hvorefter man hørte: ”En, to og iiiivv!” Det var den ivrigt godmodige, til tider utålmodige, Asbjørn som altid førte an – og det fik smilet frem på alles læber. Der var stor forskel på vores sejlererfaring. Til gengæld havde vi en halvprofessionel iblandt os: tidligere Georg Stage elev, Jonas, som altid var klar med en forklaring og hjælpende hånd til os andre ”ufaglærte” (forklaringer som i øvrigt altid begyndte: ”På Georg Stage, der…”). Jo jo, vi lærte skam en masse!

De første par dage brugte vi især på at lære skibet at kende, øve os på sejlmanøvrer, sejl og reb, så vi kunne være klar til at krydse startlinien på ’portside’ af Bornholm tirsdag kl. 11. Indimellem blev tiden krydret med Runes mange historier om det andet køn, en sjov bemærkning eller et kærligt drilleri, som især Ursula, den sejlivede, energiske pige, gav igen på. Det var også hende, der som en anden loppe sprang op og førte an, når vi tonsede hen over dæk med vores knobfodbold. I skarp kontrast til langhårede glade Christoffer, som hellere ville tage et afslappende hvil i solen sammen med skibets ældste medsejler, Helmuth, der fyldte 84 år ombord og derfor deltog i vagtens strabadser i et mere moderat, og nydende, tempo

Medsejlernes opgaver

Når vi havde vagt, blev fire af os tildelt en af følgende poster: udkig, ror-vagt, brandvagt eller bøjevagt. Resten skulle så være standby på dæk, klar til at brase ræerne, give sejl op eller sætte sejl og om nødvendigt kravle op og hjælpe til i riggen. Udkigsposten skulle ringe på klokken, hvis andre fartøjer kom imod os – et slag for fartøj på styrbord side, to slag for fartøj på bagbord side og tre slag for fartøj ret fremme. Ror-vagten skulle styre skibet! Det vil sige, at man fik en kurs f.eks. 260 og skulle sørge for at holde kompasnålen på kursen hele tiden. Samtidig er det ror-vagtens opgave at svare på udkigs-postens ringninger. Brandvagten skulle gå en runde på skibet og sørge for at tingene var i orden, dvs. at der f.eks. ikke lå brandbart materiale og flød under dæk. Så havde man glemt at fjerne sin bluse, måtte man forbi ’lost and found’-skabet senere. Bøjevagtens opgave bestod i at kigge på vandet… Altså holde øje med om nogen faldt over bord. Var uheldet ude skulle bøjevagten pege på og ikke tage øjnene fra vedkommende. Og for at det ikke skulle være løgn, så kom netop bøjevagten på prøve! En dag, da vi alle var i fuld krig med at pudse messing – det var lige før ankomst i Kotka, og skibet skulle shines op – lød der lige pludselig et højt plask efterfulgt af en hjerteskærende hvinen. ”Mand over bord!” ”Man over board!” råbte alle, mens de styrtede hen efter redningskransene. Over højtalerne lød beskeden: ”Man over board, this is not a drill!” (dagen før havde vi nemlig haft øvelse) og MOB-båden blev hurtigt og effektivt sat i vandet. Heldigvis var det forholdsvist vindstille, og båden gik kun 2-3 knob, så det var ikke et problem at finde den uheldige finske pige, som så flittigt havde pudset messing oppe på bakken. Hun kom smilende om bord og fik en varm klap-salve-velkomst af alle medsejlere. ”I almost lost my shoes!” sagde hun, da jeg spurgte, om hun var ok. Det viste sig, at hun var mest bange for vandmænd, indtil bådsmanden oplyste hende om havets andre levende væsner…

Vi ligger nummer et!

Højdepunktet på turen var selvfølgelig selve regattaen. Lehmkuhl er et stort og forholdsvist tungt skib, som nød godt af den megen vind, vi havde undervejs. Vi nåede helt op på 15,2 knob! Og skibet krængede godt i vandet. Men kort før mållinien ramte vi pludselig en mur… ingen vind overhovedet! Åh nej! I horisonten kunne vi se norske Christian Radich, som var vores nærmeste konkurrent, og det skib besætningen allerhelst ville slå, og polske Dar Mlodziezy, som også var i position til at true os. Skibene flyttede sig stort set ikke. Vi vidste fra dagen før, at vi lå i toppen af placeringerne, men pludselig fik vi over højtaleren besked om, at vi lå nummer 5. Det kan nok være, at besætningen kom op af stolene. ”Det kan ikke passe!” ”Det er fuldstændig absurd!” ”En regnefejl!” lød det fra alle sider. Da vi senere samme dag krydsede målstregen, kunne vi derfor ikke juble, fordi vi måtte vente på de endelige udregninger fra ’Race Control’. Resultatet kom klokken 2100. Vi stod alle med stive ører og lyttede til den skrattende stemme i radioen, som langsomt arbejdede sig igennem resultaterne. ”Christian Radich 2 and 2 (dvs. nummer to i klassen og to overall). Det føltes som en evighed før stemmen endelig sagde: ”Statsraad Lehmkuhl 1 and 1!” og en jubel brød løs! Folk hujede og skreg. Besætning og medsejlere faldt i hinandens arme. ”Tillykke!” ”Congratulations!” ”Glückwunsch!” Lykønskninger på de 11 ombordværende nationaliteter fløj gennem luften, og der var latter og glædesråb aftenen lang. ”We are the champions” klingede over skibet sammen med den danske version, som vi hurtigt fandt på: ”Vi ligger nummer 1, Vi ligger nummer 1, For vi har nemlig vundet!, Vi ligger nummer 1!” En sang vi efterfølgende skrålede i alle Kotkas gader og til alle andre skibes medsejlere

Et uforglemmeligt eventyr

I min mors røde, uhåndterlige sygepleje-taske bærer jeg nu en masse minder. Det har været en helt aldeles stemningsfuld og begivenhedsrig oplevelse at sejle Regatta med Statsraad Lehmkuhl. Vi har nydt utrolige solnedgange, kigget på fantasifulde skyformationer og skrålet ’Leave her Johnny’ med kaptajnen - vi vandt endda shantykonkurrencen i Kotka! Vi har hygget os med spil og leget katten efter musen i svingtov. Vi har haft besøg af russerne, fordi vi sejlede ind i russisk farvand uden destination, vi har spist pragtfuld mad, faktisk har vi spist hele tiden, vi har grinet og snakket, fået undervisning om skibets historie og funktioner, vi har hygget og festet, vi er blevet eksperter i at klatre, ligner næsten aber i riggen, og ikke mindst har vi halet og halet og halet… og halet lidt mere i ’skjøter’, ’gordinger’ og ’gjitov’. Tilbage sidder vi nu med de sørgelige rester af vabler, som bevis på det konstante tovtrækkeri. Jeg er gået fra at være novice i sejlerverdenen til at slynge omkring mig med ord som banjer, shanty, stumpsejl og gjitov med en fuldstændig overrumplende entusiasme. Jeg har knyttet venskaber ikke alene med Asbjørn, Jonas, Rune, Ursula og Kristoffer, men også sødeste og klogeste Oskar og vidunderligt dejlige og godhjertede Christina – mennesker som jeg i skrivende stund sender en kærlig tanke, fordi de gjorde oplevelsen helt unik og mindeværdig… Tak for turen!

Helle Pitters