Far kommer hjem og fortalte om at man kunne blive Trainee.

The Tall Ships’ races Sørlandet

Far kommer hjem og fortalte om at man kunne blive Trainee. Tankerne kørte rundt i hovedet. Skulle jeg ansøge eller ej. Jeg vidste ikke helt hvad det er. Men alligevel var det rigtig spændende. Ansøgningen blev sendt. Og jeg var spændt på om jeg blev udvalgt. Jeg troede ikke på at jeg blev udvalgt.

Torsdag d. 15. juni bliver jeg ringet op. ”Du er blevet udvalgt til at blive Trainee.” Jeg var helt forvirret. Jeg kunne ikke finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv. Sagde pænt tak og lagde på. Det var overhovedet ikke gået op for mig. Det var helt syrealistisk. Der kom breve de næste dage om det, og at man skulle på et søsikkerhedskursus for at komme med. Så jeg tog på søsikkerhedskursus i Svendborg. Jeg glædede mig rigtig meget til at få sat ansigt på nogle af dem jeg skulle på skib med. Det var en virkelig sjov oplevelse at være på kursus.

Dagene op til at det hele startede modtog jeg et brev fra ”Sørlandet.” Som var det skib jeg skulle på. Så nu kom det rigtig tæt på. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af om jeg glædede mig til det. Det var jo en rigtig stor ting. Selvom alle jeg fortalte det til, sagde at det virkelig blev en oplevelse for livet. Men det var stadigvæk svært at forholde sig til.

Så kom lørdag d. 7. juni hvor det hele startede. Det var meget syrealistisk at jeg skulle af sted. Kroppen sitrede af spænding og jeg var klar til at tage af sted. Alle de danske Trainees blev samlet og fik nogle oplysninger inden vi skulle ud og tjekke ind på de forskellige skibe. Jeg kom hen til Sørlandet og tjekkede ind. Nu kom det virkelig tæt på. Det var meget overvældende. Jeg fandt ud af hvor jeg skulle sove henne og hvor jeg skulle have mine ting. Så fik jeg lidt ro på. Men var stadigvæk meget spændt. Jeg fik sagt farvel til mine forældre og brødre. Og jeg fik sat ansigt på de fleste jeg skulle sejle med. Så nu var jeg sådan set klar til at sejle, og jeg glædede mig meget til at lærer folk at kende. Men jeg skulle lige vente en dag med at sejle, da vi først skulle sejle om søndagen. Så lørdag aften snakkede jeg lige kort med de andre danske Trainees på Sørlandet. Vi havde også mulighed for at komme gratis til koncert med Bryan Adams og Thomas Helmig. Så det var jeg med en af de andre Trainees. Og det var en sjov og hyggelig aften, hvor man var rigtig spændt på hvad morgendagen ville bringe.

Søndag d. 8. juni skulle vi så sætte kursen mod Kotka i Finland. Men først skulle vi have noget træning i havnen, med at være oppe i riggen. Og vi fik rundvisning på skibet og vi hørte nogle forskellige ting om hvordan man skulle opføre sig på et skib. Ca. kl. 14:00 satte vi kursen mod Kotka. Starten på løbet var dog ikke sat i gang endnu. Da vi var begyndt at sejle, blev vi sat i vagthold. Jeg havde 12-4 vagten. Så allerede natten til mandag skulle jeg på vagt. Den nat fik vi et større indblik i hvad vi skulle lave under turen, og hvad for nogle fysiske vagter vi kunne få. Det var en kold og hård nat, hvor de fleste af mit vagthold havde søsyge. Men vi klarede det. Selvom man synes det var lidt uoverskueligt, at man skulle være på skibet i 10 dage mere, hvis man havde søsyge hele tiden. Men vi fik at vide af besætningen at det var de første 24 timer der var de værste.

Mandag morgen sejlede vi forbi Kronborg, og de fleste danskere var turister i deres eget land. De stod op for at tage billeder af Kronborg. Det var specielt at se Kronborg ude fra havet af.
Roen var kommet over mig igen, efter nattens strabadser. Og jeg havde fundet lidt ud af hvad jeg skulle lave på mine vagter.

Tirsdag morgen gik starten. Så nu var det alvor. Vi skulle jo helst blive nummer 1. Så besætningen blev lidt mere anspændte. Det hele skulle bare kører, eller skal man kalde det sejle.
Det var rigtig sjovt at se besætningen, når vi fik vores placering at vide. Det gik rigtig godt for os det meste af tiden. Så besætningen var rigtig glade. Så kom vi over målstregen. Vi sejlede i et stykke tid mere, og lagde os for anker uden for Estlands kyst. Når vi lå for anker skulle vi ikke på vagt, så det var rigtig dejligt at kunne få en hel nats søvn. Men om aftenen, da vi var kommet over målstregen tidligere på dagen, kunne vi komme over på Stadsraad Lemkul. Ovre på Lemkul, fik vi den endelige placering at vide. Lemkul blev nummer 1, Christian Radich nummer 2 og Sørlandet nummer 3. Lemkul blev rigtig glade da de var blevet nummer 1, men os på Sørlandet var også utrolig glade for vores placering. Da vi var ovre på Lemkul, og havde snakkede med de danske Trainees på Lemkul, fandt vi ud af at der var meget forskel på om man havde været på Lemkul eller Sørlandet. Man havde ”levet” på forskellige måder. Os på Sørlandet, blev enige om at vi var utrolige glade for at have været på Sørlandet. Dagen efter sejlede vi lidt videre og lå for anker igen. Igen var det dejligt at ligge for anker, og der fik vi også muligheden for at bade. Det var rigtig sjovt, men kuldegysninger kom igennem kroppen, da det var rimelig koldt.

Mandag d. 16. juli satte vi så endelig kursen mod selve Kotka. Det kunne vi ikke gøre før, da vi ikke måtte komme ind i havnen før.

Tirsdag d. 17. juli omkring kl. 16, kom vi så ind i selve Kotka havn. Og det var rigtig dejligt at mærke landjorden igen. Det var lidt specielt at sejle ind i havnen med sådan et stort skib. Man så det jo fra den anden side, forstået på den måde at normal er man jo selv en af dem der står inde på havnekanten og ser skibene sejle ind, men nu var man selv på et af de smukke skibe.
Om aftenen hyggede os Trainees os, og vi mødte nogle af de andre danske Trainees fra de andre skibe hvor vi så udvekslede historier.

Onsdag d. 18. juli gik dagen med at gå rundt i Kotka og se hvordan den by så ud. Det var specielt og sjovt at se Kotka, man forstod overhovedet ikke noget af hvad finnerne sagde. Så det fik vi meget sjovt ud af. Om aftenen hyggede vi os igen med nogle af de danske Trainees fra de andre skibe. Vi snakkede og havde det bare sjovt. Men man havde hele tiden i tankerne at man skulle hjem på morgendagen, og det var rigtig vemodigt.

Torsdag d. 19. juli kom dagen hvor vi skulle vende snuden hjem ad. Det var rigtig vemodigt at skulle sige farvel til besætningen, og de udenlandske Trainees. Nu havde man haft det så godt sammen. Men nu havde vi altså en lang køretur foran os. Så man kunne nå at sige farvel til de andre danske Trainees fra Sørlandet. Under turen hjem snakkede vi de fleste af vores oplevelser igennem, og havde en rigtig god tur hjem. Men det er lidt hårdt at sidde i bus i så lang tid. Men vi skulle heldigvis ikke overnatte i bussen, da vi var på en færge fra Helsinge til Stockholm. Så det var rart.

Fredag d. 20. juli ankom vi endelig til Århus, og skulle sige endeligt farvel eller på gensyn. Det var rigtig vemodigt. Og tankerne fløj rundt i hovedet om man nogensinde kom til at se de utrolige skønne mennesker igen. Man kan altid håbe. I det hele taget har det været en fantastisk oplevelse, som jeg altid ville huske. Sammenholdet mellem os unge mennesker var noget specielt.
Hvis jeg nogensinde får muligheden for at komme af sted igen, så vil jeg af sted. Jeg har planer om, at når jeg bliver ældre at melde mig som frivillig i nogle måneder for at prøve det igen.
Jeg er simpelthen bare så glad for at have været med på turen.