Da jeg, som kommende sømand, kom ned på havnen.....
En million gæster var indbudt til fest i Århus i dagene op til ”The Tall Ships race 2007”. Gaderne summede af liv og der var helt fantastisk stemning. På cafeerne blev der talt mange forskellige sprog og humøret var helt i top hos alle sømændene, som var kommet i havn i Århus. Det var virkelig ”smilets by”. I havnen lå de mange skibe, det ene mere storslået end det andet, jo der var virkelig lagt op til noget stort.
Da jeg, som kommende sømand, kom ned på havnen, gav det et sug i maven, da jeg så, at det skib jeg skulle sejle med, var ét af de smukkeste. Den tremastede fuldrigger ”Christian Radich” fra 1937 med galionsfigur og skinnende messingbeslag på dækket. Iført pibe og matros trøje var jeg virkelig klar til at indtage havet og blive en del af ”søens folk”.
Søndag eftermiddag kl.14:00, lagde vi fra kaj og vi var af sted. Der var tusindvis af mennesker, som var mødt op for at tage afsked. Vi satte sejl og sejlede, som det eneste skib, ud af Århus havn med ”rigtige” sejl, jo det ville blive stort. Vi fik instrukser om hvordan man mestrede roret, sejlene og sikkerheden om bord. Det var noget grænseoverskridende, at bevæge sig til tops i masterne. Ordet frihed fik virkelig betydning når man stod med vinden susende om ørene og vand og skibe så langt øjet kunne se.
Mandag aften, aftnen før løbet blev fløjtet i gang, blev der kredset på skibet. Mens solen gik ned i baggrunden fik vi alle en øl eller vin samt osteanretning. Vi sad på dækket og der blev spillet guitar og sunget sange fra mange forskellige lande. Om bord var der bl.a. folk fra Norge, Finland, Danmark, Spanien og Tyskland. Nu var vi virkelig klar til at vinde kapsejladsen.
Dagen var kommet og startskuddet skulle lyde. Alle skibene skulle ligge på linie. Kaptajnen på ”Christian Radich” mente, at tiden var kommet, til at bruge de motorkræfter vi ikke havde brugt på vej ud af Århus havn. I stedet for at sejle med sejl til start linien, blev skibets motor brugt for fulde kraft og slukket lige før vi sejlede over startlinien…. Sådan, nr. 1.
Det viste sig hurtigt, at havet er stort og skibet lille - for en uerfaren sømand. Jeg ville frygtelig gerne have vist jer nogle billeder fra dagen, hvor der virkelig var vind i sejlene. Bølgerne sprøjtede op på dækket. ”Kong Triton” viste os virkelig hvad han kunne. Men ak, der sad jeg og ”snakkede med Ulrik”, og vidste hverken hvad der var op eller ned. Da alt igen blev roligt vendte fotografen tilbage på dækket. Alle der var på skibet skulle hjælpe til. Derfor var vi delt ind i hold. Jeg havde vagt fra otte til tolv -morgen og aften. Udfordringer var der nok af. Vi fik undervisning i div. sømandsknob, ligeledes skulle vi holde udkig efter andre skibe og gå sikkerhedsrunder. Maden ombord var helt i top. Det ene gastronomiske festfyrværkeri efter det andet blev serveret i en fremragende buffet. Vi fik bl.a. hummer, krappe og mørbrad. Myseost og budding var der også nok af.
Den 17. juli 2007 kom vi til Finland, som nr. 1, men blev nr. 2 i konkurrencen pga. handicap. Et andet, også norsk skib ”Lehmkuhl”, havde større handicap end os og blev derfor nr. 1. Det kan da nok være, at man fik opmærksomhed, når man sådan kom til en lille finsk landsby og gik i land som sømand fra fuldriggeren i havnen. Livet som sømand er fedt når dansegulvet indtages med manér. Dagen efter ankom vi til bestemmelsesstedet, hvor alle skibe skulle samles. Kotka, Finland. Byen tog pænt imod os. Der var igen en helt speciel stemning. Denne gang følte jeg mig virkelig som sømand, der var gået i land. Jeg så Kotka sammen med en del af besætningen på ”Christian Radich”. Nogle mennesker jeg ikke kendte før løbet, var nu blevet mine venner, jeg håber og tror, for resten af livet.
Det er nu blevet hverdag igen. Jeg er til bage i Danmark. Jeg vil aldrig glemme min tur med ”Christian Radich”. Det, at indtage verden fra havet, er utrolig berigende på socialt samvær, naturoplevelser samt det at arbejde sammen og være uundværlig i forhold til hinanden. Man er mere nærværende i sin dagligdag, når man kommer hjem fra en så oplevelsesrig tur. Man ved, hvad det vil sige at sætte pris på, at have fast grund under fødderne.
Jeg vil slutte min beretning med en kendt Dansk sømandsbemærkning…. Kronborg om styrbord, så er man snart hjemme.
Klaus Jeppesen