Fra Bamse sender jeg en interessant artikel om kirkeskibe i Danmark

”Bamse Tug”. Middelhavet den 14 /01 2007

Til logbogen

Skikken med at give skibsmodeller som votivgaver til kirker langs kysterne, kendes langt tilbage i tiden i katolske lande.

Katolske søfarende bad i havsnød til de himmelske magter eller deres helgener om, at frelse sig og lovede til gengæld, at give en model af deres skib til kirken, hvis de blev reddet. Et sådan løfte kaldes et votum, og gaven et votivskib, i lighed med andres votivgaver, f.eks. hvis de var blevet helbredt for en eller anden sygdom.

De ældste bevarede votivskibe i Europa er dels en model af en spansk (catalansk) skibstype, en nao, fra kort før 1450 (som nu er i Prins Hendrik-søfartsmuseet i Rotterdam), og dels en i de senere år i Ebersdorf i Sachsen fundet, ret ramponeret model af en nordeuropæisk skibstype, måske fra begyndelsen af 1400-årene.

I den senere tid er der opstået tvivl om, hvorvidt vore protestantiske kirkeskibsmodeller har noget med votivskibstanken at gøre. Meget få af dem, måske i virkeligheden slet ingen, kan kaldes et ægte votivskib.

I Danmark omtales et kirkeskib tidligst i 1550. Men det ældste af de bevarede, modellen i Ho, Vestjylland, synes først at kunne være fra ca. 1600-10.

Af en eller anden grund er traditionen allermest levende i kongeriget Danmark og til en vis grad også i de tidligere hertugdømmer Slesvig og Holsten, som indtil 1864 var forbundet med Danmark. Antallet er skønsmæssigt 14-1500 stk. Det drejer sig næsten udelukkende om sejlskibe.

I de fleste andre lande kalder man stadig de ophængte modeller for votivskibe, mens de i Danmark og Norge udelukkende kaldes for kirkeskibe.

I den katolske tid var der altid tale om votivgaver. Men votivtanken faldt væk efter den lutherske reformation i 1536. Nu er motiverne til at ophænge skibe, taknemlighed, minde om personer og begivenheder, nationale og lokale festdage, eller måske blot glæden ved at pynte kirkerummet.

I Danmark kan man ikke påvise et eneste dokumenteret votivskib fra de sidste 400 år. Skal en model være en votivgave, betyder det, at giveren før redningen iværksættes har afgivet et løfte til de højere magter.

Noget helt andet er taknemlighedsgaver, hvor der ikke forud er gået en købslåen. Grænsen kan dog undertiden være flydende.

Ikke få kirkeskibe er prydsgaver, d.v.s. at de er ophængt specielt med det formål at udsmykke kirken, selv om det kun sjældent direkte nævnes.

En række modeller er givet af sømandskorporationer og fællesskaber, og kan derfor med rette kaldes standsgaver. De skænkes ofte for at gøre opmærksom på sømandstandens tilstedeværelse og for at bære vidnesbyrd om dens nære forhold til kirken, ikke blot religiøst set, men også profant.

Et eksempel er, at i 1863 skænkede de danske våbenbrødre i Flensborg, en model af orlogsfregatten TORDENSKIOLD til den danske helligåndskirke. Den allervigtigste grund til at, man i vore dage ophænger så mange kirkeskibe i Danmark er den, at kirkeskibsmodellen har erhvervet sig en kirkelig status på grund af den symbolik, man lægger i den.

Allerede fra kristendommens første tid har kirken været opfattet som St. Peders skib. Med forestillinger om livet som en sejlads med døden som den endelige havn. Troen, det kristne håb er, at skibet er på rejse over søen, snart i storm, snart i stilhed, indtil det slut når den himmelske havn.

I de allerfleste tilfælde holder skibene efter gængs skik kurs mod alteret, altså mod øst. Kun få har en anden sejlretning. I vore dage er flere kirkeskibe havnet på museer. Nogle af dem er derved blevet reddet fra undergang og er blevet sagkyndigt restaureret. Fra kirkeministeriet side har man i Danmark gennem en årrække forsøgt at højne standarden, idet ingen nye modeller må ophænges uden at være godkendt af sagkundskaben, d.v.s. nationalmuseet i København og handels- og søfartsmuseet på Kronborg.

Enestående for Danmark er de kirkeskibeprocessioner eller skibsfester, som mange steder forbindes med ophængningen af nye skibe eller af ældre, der er blevet restaurerede. Modellerne bliver under lodsens maritime kommando ført gennem de flagsmykkede byer eller landsbyer op til kirken, båret på et bærestativ af sømænd i de traditionelle maritime festdragter. I kirkedøren modtager sognepræsten optoget, og lodsen overgiver skibet til ham på kirkens vegne med et bestemt traditionelt ritual. Efter ophængningen følger en festgudstjeneste med en prædiken. Som ofte efterfølges af et festmåltid for dem, der har udført og bekostet det særdeles specialiserede restaureringsarbejde.

Gustav Schmidt Hansen

Læs alle de andre historier fra havet.