På togt med Sørlandet
Det var en helt almindelig eftermiddag. Der blev sunget, spillet guitar, læst og snakket på soldækket, mens andre travede skibet tyndt med pukke og køer og spillede ”Sørlandets decksgolf”. Midt i alt denne hygge var der 4 mennesker, som bestemt ikke havde det sjovt. De havde fået til opgave at hæve storemærserå, hvilket er en yderst tung krabat på omkring 1 ton. Normalt ville der være flere til sådan en opgave, men det må havde været den næsten hovmodige selvtillid der prægede skibet, der gjorde, at disse fire mente, de kunne klare den selv. De flåede i tovet igen og igen, men det var som om de mistede lige så meget terræn som de fik, hvilket de var ved at gå helt i dæksbrædderne over.
Dette havde den svenske matros Joleif fået øje for. I et spring i bedste piratstil, som Johnny Depp alias Captain Jack Sparrow ville have måbet over, kom han ned fra broen. Med kort fuldskæg, ørering i overkanten af det ene øre, pjusket hår, god fysik og let krum ryg lignede han prototypen på en rigtig søulk, og han greb fast forrest på tovet og halede til med fuld styrke. Samtidig begyndte han med endnu større styrke at skråle ”What shall we do with the drunken sailor” med sin erfarne shanty røst, og nu skete der pludselig noget. Lyden af sang fik på magisk vis rækken af sømænd, der halede i tovet til at vokse, og mærseråen skød til tops med sådan en fart, at overstyrmand Ulf var nødt til at råbe meget højt for at få stoppet trækket, inden sejlet led unødig overlast. Når man tænker på det bagefter, var det jo slet ikke Joleif der egenhændigt hævede mærseråen. Det var de mange om, men det var først da hans stødte til med stor motivation at der skete noget. Samtidig satte sangen rytme i arbejdet, så det blev ét fælles træk, i stedet for enkelte tilfældige ryk. Oven i alt dette kommer opmærksomheden, for da sangen tog til i styrke, vendte alle på skibet sig for at se, hvad der skete, og sang selvfølgelig med. Jeg har specielt tænkt på, at det var utroligt, hvor meget motivation, samarbejde og fællesskab kunne lette et sådant stykke arbejde, og det er bestemt noget af det jeg håber at tage med mig fra skibet.
Den 8. juli 2007 gled det norske skib Sørlandet fra Kristiansand roligt og elegant ud af Aarhus havn, efter en længere kamp for at komme fri af kajen, hvilket krævede slæbebåds assistance. Ombord travede 54 forventningsfulde trainees og 15 måske lige så spændte officerer rundt. De fleste var trætte efter Bryan Adams og Thomas Helmig koncerten aftenen inden, men det var de færreste, der lod sig mærke af det. Første vagthold blev mønsteret og derefter straks kastet ud i den første sejlsætning med succes.
Selvom skibet havde lidt problemer med at komme væk fra kajen, tog det ikke lang tid for de fleste elever at få smidt trosserne til landjorden. For så snart vi kom ud af havn, var man pludselig ikke personen, der scorede hattrick i sidste weekends kamp eller den der lige var blevet uvenner med en god ven. Skibet havde sit eget lille samfund, og da der sjældent var mobilnet, var det det samfund, man var tilstedet i. Man kan sige, at alle startede fra ny og man sad ikke fast i roller, som hørte den normale hverdag til. Som Matrosen Sune sagde det: ”What happens on the ship, happens on the ship. What happens ashore never happened!” Denne sætning skulle dog vise sig også at have en lidt anden betydning efter første bytur i Kotka, Finland…
Allerede inden selve racet var i gang på vores første nattevagt, røg vi ud i et uvejr. Da skibet på denne sejlads var præget af landkrabber som jeg, endte det med at søer sprøjtede ind over decket, mens aftensmaden røg den anden vej. I alt 11 personer var henne ved spygattet og ”hilse på Ulrich”. Så det var en noget medtaget flok elever, der gik til køjs klokken 04.30 den nat, og jeg vil tro flere havde mareridt om, hvordan de næste 8 dage skulle forløbe.
Næste morgen skulle heldigvis vise sig at være et yderst smukt eksemplar. Roligt gled skibet op gennem Øresund, mens andre skibe i nærheden kom til syne, og solen kiggede endda af og til frem. Vores kameraer må have følt, at de var kommet i en flok japaneres besiddelse med de salver af fotos, der blev affyret fra Sørlandet den formiddag. En time efter racet startede lød det pludseligt over speakeren fra overstyrmand Ulf, at det nu var sidste chance for at tage billeder af de andre skibe, i hvert fald hvis vi have billeder af andet end deres forende, for kaptajnen havde tænkt sig at sejle dem agterud nu! Vi grinede lidt af det, men som sagt så gjort. Vindstyrken var perfekt for os, og vi sejlede hurtigt fra bl.a. de senere vindere fra Statsraad Lehmkuhl.
De næste dages ræs var suveræne. Ikke fordi vi gik rundt og grinede 24-7, men fordi vi alle var motiverede og engagerede for arbejdet, det der nu skulle læres, men mest af alt for at hygge os. Denne indstilling ramte godt i spænd med officerernes, så der var næsten altid gang i et eller andet, og hvis der ikke var det, kunne man altid tage en tur op i riggen. Deroppe oplevede jeg at være side om side med en mand, der var i færd med at overvinde en stor frygt i form af sin højdeskræk. Vi stod på en wire ca. 20 meter over havet og kiggede ud over horisonten. Samtidig med at vi snakkede om alt muligt andet, som var fuldstændigt lige meget, kunne jeg fornemme at hans knæ bogstaveligt talt rystede under ham, hvilket satte vores fælles standpunkt wiren i svingninger. I en sådan situation kan man rigtigt mærke at man lever, så der var adrenalin til det meste af kroppen, da vi igen stod på dækket. Senere på togtet tog vi begge flere ture i riggen, bare for at nyde denne fantastiske følelse, som riggen giver.
Racet sluttede ca. 100 sømil inden Kotka, med en 3. plads til Sørlandet. Vi havde selvfølgelig håbet på at vinde, men vinden havde simpelthen været for hård til at vi kunne sejle op med de helt store skibe. Om aftenen havde vores kaptajn arrangeret, at vi kunne komme over på Lehmkuhl og kigge os lidt omkring, mens begge skibe lå for anker. Lehmkuhl er en gigant i størrelsesmæssige forhold til Sørlandet, så vi kiggede os fascineret omkring, og smagte gladelig på deres øl. De havde selvfølgelig gang i sejrsfesten, og jeg tror, de havde været det længe, for fadølsautomaten løb tør et kvarter efter vi var kommet ombord. Skibet Lehmkuhl bød på klart mere luksus, end vi havde været vant til på Sørlandet, og eleverne var bestemt ikke kede af at fortælle om, hvor godt de havde det. Men midt i alt denne overdådighed som var på Lehmkuhl, havde jeg ikke noget større ønske end bare at komme tilbage på Sørlandet igen. Jeg synes stadigt, det er utroligt at min kærlighed til det skib var blevet så stor på den uge, der var gået. Senere kom jeg til at snakke med at de andre om dette besøg, og de gik rundt med den samme følelse i kroppen. Som det blevet formuleret: ”Det kan godt være at de får 20 forskellige slags laks om dagen på Lehmkuhl, men hyggen og stemningen finder man på Sørlandet!”
Et togt med et af de store sejlskibe, hvad enten det så er dansk eller udenlandsk, er en oplevelse man ikke må snyde sig selv for, hvis man får chancen. Det indebærer så meget, idet man bliver presset fysisk men i særdeleshed psykisk, når man bor så mange forskellige mennesker på så lidt plads. Indimellem vælter skibet rundt i bølgerne, men der er stadig et vigtigt stykke arbejde at udføre på dækket og i riggen, der kræver at man har koncentration, udholdenhed og for alt i verden at man holder hovedet koldt. Jeg føler, at jeg har lært mig selv bedre at kende ved at være ude og sejle, og det har givet nogle rigtig gode venner, som jeg håbet at se mere til.
Christian Veng